FAQ

FAQ part 2

1. Hvordan fodrer jeg min morsurdej?

Fodring af morsurdej generelt

Når du har taget fra morsurdejen til den unge surdej, skal du gen-fodre den.

Her kan det være svært at give den eksakte mængde af mel og vand, alt efter hvordan den er blevet opbevaret, og hvornår den sidst er blevet fodret. Men grundreglen er altid, at den skal have konsistens som kold havregrød, med små bobler af liv.

Generelt kan man dog sige, at du skal fodre den med 40 % vand og 60 % mel. Det vil for eksempel sige:

40 g koldt vand

30 g økologisk hvedemel

30 g. økologisk grahamsmel

Det er det samme der er gældende, hvis du ikke har brugt af morsurdejen i et stykke tid.

Giv den lidt vand og lidt mel til den har den ønskede konsistens, og stil den tilbage på sin faste plads i køleskabet.

Jeg anbefaler, at du fodrer din morsurdej en gang om ugen, hvis du ikke har brugt af hende til at skabe en ung surdej.

2. Hvordan fodrer jeg min Rug-morsurdej?

Fodring af Rug-morsurdej generelt

Når du har taget fra Rug-morsurdejen til en rugbrødsopskrift, skal du gen-fodre den.

Her kan det være svært at give den eksakte mængde af mel og vand, alt efter hvordan den er blevet opbevaret, og hvornår den sidst er blevet fodret. Men grundreglen er altid, at den skal have konsistens som fast kold havregrød.

Rug-morsurdej kan nøjes med at blive fodret hver 14. dag ved at tage 2 spsk af surdejen (ca. 80 g) og smide ud, og gen-fodre den med:

50 g koldt vand

60 g rugmel

Men igen, tænk konsistens og føl dig frem.

Skal du ud at rejse mv. så kan du følge guidelines fra bogens præserverings metoder side 58.

3. Jeg kan ikke få mit rugbrød til at hæve (dag 2)

Hvis dit rugbrød ikke vil hæve de 2-3 cm som beskrevet, på under 2-3 timer, så kan det enten være fordi, der ikke er liv nok i din Rug-morsurdej, at rugbrødsdejen står et for koldt sted og hæver eller at fordejen (dag 1) ikke har udviklet sig nok på køl de 14-24 timer.

Løsning:

1. Tag din rug-morsurdej ud fra køl og lad den stå et lunt sted, til den begynder at vise tydelige tegn på liv, og smage syrligt. Det vil normaltvis tage 4-6 timer. Kom den tilbage på køl, og så er den klar til næste gang du skal ud i dit rugbrødseventyr.

2. Stil dine rugbrødsforme et lunt sted, evt. på en radiator ved lav temperatur. Alternativt er det bare at vente, til de har hævet nok op. For hvis der var liv i din rug-morsurdej, så skal dejen nok hæve op på et tidspunkt.

3. Prøv at lade din fordej (dag 1) stå ved stuetemperatur i 8-10 timer. Evt. fra når du går på job, og til du kommer hjem. Så skulle der gerne være masser af liv, og dejen vil derfor hæve hurtigere.

4. Det er dog vigtigt, at der er masser af plads til hævning i din dejskål.